En stærk ledergruppe
er vejen til succes!

Tom Zøllner er divisionsleder i den globale energivirksomhed ABB og en del af et marked i rivende udvikling. I hans hverdag er der kun sjældent tid til at stoppe op – og derfor sætter han stor pris på sit nyeste trumfkort: En ledergruppe drevet af holdånd og vigtig selvindsigt.

”Som jeg ser det, så har du ikke en stærk organisation, hvis du ikke har en stærk og sammentømret ledergruppe. En gruppe, der spiller hinanden stærke, og som både forstår forretningen og sig selv,” siger Tom Zøllner, der er leder af en af ABBs ’business units’.

En enhed, der blev dannet for lidt over halvandet år siden, da tre divisioner blev slået sammen til én og virksomheden endnu en gang kastede både medarbejdere og ledere ud i en ny og forandret hverdag.

Behov for sammenhold

”ABB opererer i et foranderligt marked, og vi bliver bombarderet med tiltag og forandringer konstant. For halvandet år siden lagde vi tre forretninger sammen, i sidste uge blev en af vores søsterorganisationer solgt fra og for et par måneder siden blev endnu én af vores afdelinger centraliseret,” siger Tom, der har lært at leve med de mange sceneskift, og i dag ser tilbage på en spændende rejse med lederudvikling og en tiltagende holdånd i forretningens vidt forskellige ledelseslag.

”Vi var meget forskellige til at begynde med. Forskellige mennesker, der arbejdede forskellige steder i forretningen og som befandt sig forskellige steder på lederstien. Nogle af os var tunge, erfarne ledere – andre var helt grønne,” siger Tom og husker tilbage på en gruppe, der dårligt kendte hinanden og først lige var begyndt at finde sine ben i alt det nye.

Det unikke og ulige ståsted fik Tom til alt kontakte Susanne Slotsager og bede om et forløb med fokus på teamudvikling, personligt lederskab og anvendelige redskaber i hverdagen. En uddannelsesform, der aldrig havde været brugt i ABB Danmarks ledelseslag – og som der helt naturligt var en vis skepsis omkring.

Teamet styrker forretningen

”Det var langt fra alle, der syntes, at de havde tid til lederudvikling og et længere coachingforløb. Men allerede efter den første halve dag ændrede folk holdning. Det var bemærkelsesværdigt, hvor opløftede vi alle følte os. Hvor meget, vi havde fået ud af det – og hvor glade vi faktisk gik hen og blev for de her fælles seancer,” siger han.

Som Tom ser det, så gik det op for ledergruppen, at de alle risikerede at blive overhalet af de andre på markedet, hvis de ikke blev bedre til at spille sammen. At det i en travl og konkurrencepræget hverdag som deres, var ekstremt vigtigt at vide, hvem de var, hvad de ville, og at de hver især havde hinandens ryg.

”Det var meget mærkbart. Den enkeltes rolle i teamet blev skarpere, de ugentlige teammøder blev mere produktive og alle fik en langt større forståelse af sig selv som leder. Det var ikke altid let, og det skal det nok heller ikke være. Til at begynde med vogtede vi lidt på hinanden og følte os sårbare. Men vi var jo også professionelle,” siger han og fortæller, at alle både så og oplevede kvaliteten i samværet og diskussionerne.

At gruppen flyttede sig sammen og gradvist oplevede, at både omgangsform og samtale blev mere naturlig og personlig.

I tæt samarbejde med Tom Zøllner and Ann-Dorthe Lind (HRBP) udviklede jeg et skræddersyet lederudviklingsprogram, der blev implementeret over mere end 12 måneder.

Sammen står du stærkt

I takt med at lederudviklingsforløbet fortsatte, blev det mere og mere tydeligt, hvor meget der rent faktisk var at tage fat på. Personlig stress, periodevise arbejdsbelastninger, den svære samtale – og oplevelsen af, at du som leder tror, at du er der, men at dine medarbejdere oplever det modsatte.

”Faldgruben ved ikke at investere i lederudvikling og en styrkelse af holdånden er, at der opstår siloer, opdelte afdelinger og en hverdag, hvor man hytter sit eget skind og glemmer at tænke på helheden. På sigt er det mere held end forstand, hvis en sådan organisation klarer sig,” siger Tom og tilføjer, at forløbet med Susanne Slotsager er blevet en katalysator for en masse godt.

”Susanne har bygget selvtillid og sammenhold ind i ledergruppen – sikret, at vi stod sammen og fik hinanden godt gennem processen. Vi har fundet ud af, at ham dér ved siden af os ikke er så farlig, og at hende derovre i hjørnet har nogle konkrete og virkelig gode forslag til, hvordan vi kommer videre,” siger han og afslutter:

”Susanne har skabt et forum for os, hvor der er en åbenhed og vilje til at arbejde sammen. Hun har med superlette og gennemsigtige midler formået at skabe konsensus og hendes input har været både konkrete og jordnære. Vi har kunnet se os selv i det og er blevet i stand til at arbejde videre med det i hverdagen – og det er jo det allervigtigste”.